23948sdkhjf

Ingen fly, ingen penge: Endnu et hårdt år for kuffertkæmpe

En af de mest markant overskrifter efter to år med corona er den manglende rejseaktivitet, som har kostet oplevelses- og rejsebranchen dyrt.

Men også de, der sælger grej til rejser, har været hårdt ramt. Det gælder blandt andet for kæden Neye.

For udover lange tvangslukninger af deres fysiske butikker, så har de også haft det problem, at flere af deres bestsellere ikke har været til at sælge - heller ikke på den ellers velfungerende webshop.

Det fortæller adm. direktør i Neye, Camilla Raffnsøe.

- Rejsekategorien udgør normalt en tredjedel af vores omsætning, siger hun.

I den seneste årsrapport er omsætningen ikke offentliggjort, men bruttofortjenesten ligger på cirka 80 millioner kroner. Det var cirka det samme året før, men årene før det var bruttofortjenesten gerne 10-20 millioner højere.

Desuden er årsresultatet ligesom i 2019/2020 negativt, omend Neyes moderselskab, Neye-fonden, laver plus på bundlinjen.

Stadig ramt af corona

Og selvom hverdagen efterhånden er tilbage til normalen herhjemme, så raser pandemien stadig i andre dele af verden. Det får direktøren til at erkende, at det nok heller ikke bliver i år, at de kan vide sig sikre på, at danskerne igen skal købe kufferter til deres rejser.

- Vi er fortsat corona-ramt. Rejseaktiviteten er ikke oppe på niveau med 2019-tallene endnu. Vi henter dog en del af det tabte fra vores rejsekategori i vores øvrige kategorier, siger Camilla Raffnsøe og tilføjer, at resultatet - situationen taget i betragtning - er som forventet og at de er tilfredse med det.

Derudover er der kommet et nyt problem, der kan spænde ben for at vende tilbage til normalen.

- Vi forventer fortsat at have udfordringer med vores rejsekategori dette år med. Omsætningen vil rette sig over tid, nu hvor coronaen er aftagende. Men krigen i Europa kan dog betyde, at denne periode bliver lidt længere, end vi ønsker, siger Camilla Raffnsøe.

Camilla Raffnsøe påpeger desuden, at Neye som så mange andre i detailbranchen er hårdt ramt af udfordringerne med stigende fragtpriser og vanskeligheder med vareleverancer.

Neye er grundlagt i 1977 og har i dag 44 fysiske butikker landet over samt en webshop.

Neye A/S
mio. kr. 2020/2021 2019/2020
Bruttofortjeneste 81,2 80,5
Resultat af primær drift -22,9 -20,5
Resultat før skat -5,3 -6,8
Årets resultat -4,3 -5,5
Balancesum 112 128,9
Egenkapital 15 19,3
Antal ansatte 178 184
Regnskabsåret blev afsluttet 31. september 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125